Arkansas er en delstat i USA. Statens hovedstad og største by er Little Rock. Staten havde i 2006 2,8 millioner indbyggere.
Arkansas blev optaget som USA's 25. stat den 15. juni 1836.
Det meste af Arkansas' østlige grænse udgøres af Mississippi-floden undtagen i et mindre område, hvor St. Francis River danner grænsen. Arkansas har grænse mod syd til Louisiana, mod nord til Missouri, mod øst til Tennessee og Mississippi, samt mod vest til Texas og Oklahoma.
Arkansas har et landskab med bjerge og dale, dybe skove og frugbare sletter. Det nordvestlige af delstaten er en del af Ozark-plateauet og omfatter bjergene Boston Mountains, mod syd ligger Ouachita Mountains og disse to områder deles af Arkansasfloden. De sydlige og østlige dele af Arkansas kaldes the Lowlands, og landet i dette område langs Mississippi-floden kaldes også for Arkansas' delta, grundet de rige jorder, som er opstået fra flodens oversvømmelser. Området har rige landbrugsområder og er hjemsted for meget af agerbruget i delstaten.
Arkansas har mange huler, og Trail of Tears løber gennem staten.