Maine er en amerikansk delstat. Statens hovedstad er Augusta, mens Portland er den største by. Staten har 1,3 millioner indbyggere (2006).
Maine blev optaget som USA's 23. stat den 15. marts 1820.
Maine grænser mod syd og øst til Atlanterhavet, mod nord og nordøst til den canadiske provins New Brunswick og til Quebec mod nordvest. Maine er den nordligstliggende delstat i New England og samtidig den største med næsten halvdelen af regionens areal. Maine er også den eneste delstat i det kontinentale USA, der kun har grænse til én anden delstat (New Hampshire mod vest).
Delstaten er den tyndest befolkede øst for Mississippi-floden, og den kaldes også for Pine Tree State (fyrretræstaten) eftersom 90% af arealet er skovdækket. I det indre af delstaten findes ubeboede områder, der ikke tilhører nogen politiske enheder. Blandt disse er Northwest Aroostook det tyndest befolkede. På et område af 6.910 km², bor der kun 27 mennesker.
Maine er kendt for sit dramatiske landskab langs den klippedominerede kystlinje, hvor der findes fyrtårne, sandstrande, fiskerlandsbyer og tusindvis af øer. Fra grænsen til New Hampshire i syd til grænsen til Canada i nordøst, er der kun ca. 365 km i luftlinie, mens den samlede kystlinie på strækningen er 5.630 km.