Massachusetts er en stat i USA. Statens hovedstad og største by er Boston. Massachusetts havde i 2006 6,4 millioner indbyggere.
Massachusetts blev optaget som USA's sjette stat den 6. februar 1788.
Massachusetts grænser i nord mod New Hampshire og Vermont, i vest mod New York, i syd mod Connecticut og Rhode Island, og i øst mod Atlanterhavet. I det sydøstlige hjørne af delstaten ligger den store, sandede halvø, Cape Cod. Øerne Martha's Vineyard og Nantucket ligger syd for Cape Cod. Det højeste punkt i delstaten er Mount Greylock (1.063 m).
Byen Boston ligger i det indre af bugten Massachusetts Bay ved udmundingen af Charles River, den længste flod, der alene løber inden for Massachusetts' grænser. Det meste af befolkningen i Stor-Boston (ca. 4,4 mio.) bor ikke i byen selv - det meste af det østlige Massachusetts er temmelig tæt befolket og har et forstadspræg.
Det vestlige Massachusetts er mere landligt og tyndere befolket, især i the Berkshires, en gren af Appalacherne, som dominerer den vestlige fjerdedel af staten. Den mest befolkede del af det vestlige Massachusetts er dalen Pioneer Valley, som løber langs begge sider af Connecticut-floden, der løber gennem det vestlige Massachusetts fra nord mod syd. Jorden ved flodens bredder er den mest frugtbare i delstaten og gør dalen til statens spisekammer.
De fjorten amter er fra vest mod øst: Berkshire, Franklin, Hampshire, Hampden, Worcester, Middlesex, Essex, Suffolk, Norfolk, Bristol, Plymouth, Barnstable, Dukes, Nantucket
På grund af delstatens historiske bånd til England er navnene på alle delstatens amter undtagen 2 opkaldt efter britiske amter, byer eller adelsmænd.
|