Nevada er en delstat i USA, som består af 90 procent ørken. Byerne Las Vegas og Reno ligger i Nevada. Hovedstaden er Carson City.
Tidligere var Nevada (The Silver State) kendt for minedrift. I dag er staten mest kendt for saltørkenen, en liberal ægteskabslovgivning samt legalt spil og prostitution. Det amerikanske militær har flere baser i staten, blandt andre den sagnomspundne Area 51.
Nevada blev optaget som USA's 36. stat den 31. oktober 1864.
Nevada ligger øst for bjergkæden Sierra Nevada, som staten også har fået sit navn efter. Landskabet består primært af ørken og bjerge og er tyndt befolket. Nevada grænser til Utah mod øst, til Arizona mod sydøst, til Californien mod vest, og til Oregon og Idaho mod nord.
Delstaten deles af flere nord-syd-gående bjergkæder, og den nordlige del ligger i ørkenområdet Great Basin Desert, en ørken som har hede temperaturer om sommeren og frost om vinteren. Af og til fremkommer tordenvejr som følge af fugtighed fra Arizona, og storme fra Stillhavsområdet kan dække området med sne. Delstatens højeste målte temperatur var 52 °C i 1994.
Floden Humboldt River løber fra øst mod vest gennem den nordlige del af staten og flere floder løber fra Sierra Nevada østover, bl.a. Walker River, Truckee River og Carson River.
Bjergtoppene, hvoraf nogle er højere end 4.000 m, huser frodige skove oppe over ørkenenstepperne. Dalområderne ligger typisk ikke lavere end 900 m.
De østlige dele af staten modtager mere sommerfugtighed og har et lidt mere grønklædt terræn. Bynke gror overalt og enkelte floder og bække bryder ørkenterrænet.
Den sydlige del afdelstaten, inkl. Las Vegas-området, ligger i Mojave-ørkenen. Området modtager mindre nedbør om vinteren, men mere fugtighed fra Arizona om sommeren. Terrænet er også lavere, mestendels under 1.200 m, hvilket giver hede sommerdage og koldere vinternætter.
Den største bjergkæde i den sydlige del af staten er Spring Mountains, som ligger lige vest for Las Vegas. Statens laveste punkt ligger langs Colorado River.
|