New Hampshire er en amerikansk delstat. Statens hovedstad hedder Concord, mens Manchester er den største by. Staten har 1,3 millioner indbyggere (2006).
New Hampshire blev optaget som USA's 9. delstat den 21. juni 1788.
New Hampshire er en del af New England-regionen. Det grænser til Quebec i Canada mod nord og nordvest, til Maine og Atlanterhavet mod øst, til Massachusetts mod syd og til Vermont mod vest. New Hampshire har den korteste havkyst blandt alle de af USA's delstater, der er kyststater. Kysten er ca. 29 km lang.
Bjergkæden White Mountains går gennem den nordligt centrale del af New Hampshire, og bjerget Mount Washington er det højeste i det nordøstlige USA med sine 1.917 m. Den sydvestlige del af staten er mere flad.
Større floder er bl.a. den 177 km lange Merrimack River, som gennemskærer den nedre del af staten fra nord til syd.
Den 670 km lange Connecticut River starter ved Connecticut Lakes i New Hampshire og flyder sydover til Connecticut og danner den vestlige grænse mod Vermont.
New Hampshire er den næstmest skovdækkede delstat i USA efter Maine, regnet i procent af arealet, der er dækket af skov. Skoven er bl.a. fremkommet på grund af, at mange gårde er blevet forladt i det 20. århundrede.