North Carolina er en amerikansk delstat. Statens hovedstad er Raleigh, mens Charlotte er den største by. North Carolina havde i 2007 9 millioner indbyggere.
North Carolina var en af de 13 oprindelige kolonier og blev optaget som USA's 12. stat den 21. november 1789.
North og South Carolina omtales samlet som The Carolinas, og var indtil 1729 én sammenhængende koloni, Carolina. Carolina er navngivet efter Karl (Charles) I af England (latin: Carolus).
North Carolina grænser til South Carolina mod syd, Georgia mod sydvest, Tennessee mod vest, Virginia mod nord og Atlanterhavet mod øst. Delstaten klassificeres som en sydstat.
North Carolina består af tre geografiske sektioner: Kysten mod Atlanterhavet, som dækker de østlige 45% af statens areal, Piedmont-området, som omfatter de mellemste 35% samt bjergene Appalacherne mod vest.
Den østlige del er relativt flad med rige jorder, som er ideelle til dyrkning af tobak, sojabønner, meloner og bomuld. Kyststækningen er North Carolinas mest landlige del med få større byer. Landbrug er et vigtigt erhverv.
Regionen Piedmont i det centrale North Carolina er delstatens mest urbaniserede og tættest befolkede område. Landskabet er bakket med mindre bjergkæder i højder fra 90-120 m.o.h. mod øst til 300 m.o.h. i vest. På grund af den hurtige befolkningstilvækst omdannes landbrugsareal i stigende grad til bymæssig bebyggelse, og landbrug er derfor et vigende erhverv.
Den vestlige del af staten er en del af bjergkæden Appalacherne, som Great Smoky Mountains, Blue Ridge Mountains, Great Balsam Mountains, og Black Mountains er en del af. Black Mountains er de højeste bjerggområder i det østlige USA og kulminerer i højde ved 2.037 m.o.h. Selv om landbrug stadig er en vigtig sektor i dette område er turisme blevet det dominerende erhverv.
|
