Wyoming er en delstat i USA, der grænser til Colorado, Idaho, Montana, Nebraska, South Dakota og Utah, og som blev optaget som USA's 44. stat den 10. juli 1890. Wyomings hovedstad og største by er Cheyenne. Indbyggertallet i Wyoming er på blot 522.830, hvilket gør den til USA's mindst befolkede stat.
Wyoming grænser mod nord til Montana, mod øst til South Dakota og Nebraska, mod syd til Colorado, mod sydvest til Utah og mod vest til Idaho. Wyoming er en af de tre delstater i USA, hvis grænser alene består af rette linjer langs bredde- og længdegrader - Utah og Colorado er de 2 andre. Det er den 10. største delstat i USA med et areal på 253.348 km², og den er inddelt i 23 amter.
Sletteområdet Great Plains møder Rocky Mountains i Wyoming. Delstaten er et stort plateau, der brydes af en række bjergkæder. I nordvest ligger bl.a. Teton Range, i det centrale nord Big Horn Mountains, i nordøst Black Hills og i syd bjergkæderne Laramie, Medicine Bow og Sierra Madre.
Wyoming er en tør delstat, hvor størstedelen af landområderne modtager mindre end 25 cm nedbør om året, og derfor er de mindre egnede til landbrug. Kvægavl er udbredt, især i områderne tæt på de mange bjergkæder.
Bjergkæden Teton Range i nordvest løber over 80 km og repræsenterer et imponerende udsnit af bjerge i delstaten. Den er hjemsted for bjerget Grand Teton, det andethøjeste punkt i Wyoming, og Grand Teton National Park.
Et antal floder har deres udspring i delstaten eller flyder gennem den, inkl. Yellowstone River, Powder River og Snake River. Lewis River har hele sit løb inden for grænserne af Yellowstone National Park.
Floderne i øst, bl.a Platte River, Wind River, Big Horn River og Yellowstone River flyder ud i Missouri-flodens system og til slut ud i Atlanterhavet. Snake River i nordvest løber ud i Columbia River til Stillehavet.
|